LEROVERFLADER I FÆLLEDBY

OVERFLADER

I den sydlige del af Amager Fælled spirer en ny bydel frem fra den grønne natur. Bydelen Fælledby bliver bygget ud fra syv principper for fremtidens byggeri, hvor en af disse retningslinjer har titlen “Ansvarligt byggeri”. Dette handler om at reducere CO2-udledningen i byggeriets faser og vælge materialer, der bidrager til en miljøvenlig byudvikling.


I den nordlige kant af Fælledby opføres der lige nu tre røde biobaserede rækkehuse på samlet 540 m2. Husenes dobbelthøje opholdsrum med 7 meter til kip og gulv-til-loft vinduer skaber lyse, luftige rammer. Det naturlige dagslys reflekteres blidt fra de matte, hvide vægge dækket af lermaling, hvilket bidrager til en åben og imødekommende atmosfære.


MATERIALERNE:  

De indvendige vægge og lofter på i alt 1600 m2 er behandlet med lerspartel og lermaling fra Havnens Hænder. Overfladerne er først primet med Conluto primer og derefter spartlet to gange med en indfarvet spartel, der matcher den afsluttende farve på lermalingen. Malingen er påført med en teknik, der giver væggene en let tekstur, hvilket skaber en levende og organisk overflade. En fordel ved denne opbygning er, at selv små skader ikke bliver synlige, da spartel og maling har samme farve. 

”Visionen for byggeriet er at gå så langt vi overhovedet kan indenfor de  grænser bygningsreglement sætter for os lige nu. Vi ønsker at bygge så klimaneutralt som muligt. Af denne grund har vi blandt andet valgt en lerspartel og lermaling fordi disse materialer har en lavere CO2-udledning” 

- Martin Guldager Nielsen, Byggeleder, JDH BYG.


”Lerspartel og lermaling er rene produkter, der er lækre at arbejde med. I byggebranchen er der meget støv og der er mange problematiske materialer. Jeg kender endnu ingen der har fået ler-allergi.”

- Nikolaj Prødel, Murer 

UDFØRENDE: Nikolaj Prødel, murerprødel.dk

FOTO: Havnens Hænder